TROLDMANDEN FRA GRANADA OG DUENDEN
DER ER EN RING OM MÅNEN. MIN KÆRLIGHED ER DØD
Under tiden glemmer vi i Vesteuropa at vores musik, dans og lyrik stammer fra nogle urgamle traditioner, der igennem tusinder af år er blevet udviklede og forfinede. Når vi på en eksotisk rejsedestination overværer en optræden med lokal folklore, falder det os sjældent ind, at vores forfædre på samme måde har udtrykt deres inderste følelser i en hel primitiv form for rytme og sang, der har været tilstedeværende blandt mennesker, endnu før at vi for alvor udviklede nuancerne i vores sprog.
Vores kunstarter er i dag så forfinede at de har mistet kontakten med deres oprindelse, og består således af synteser udviklet oven på andre synteser. De tjener som oftest i højere grad til vores underholdning, end de tjener til at give os lise i vores sorg, eller udtrykker vores smittende glæde og kærlighed.
I virkeligheden er det vi i dag betegner som Flamenco, den eneste levende kunstart der giver os mulighed for at fornemme en del af vores egen europæiske kunsttradition i et perspektiv der strækker sig tilbage til kontinentets tidligste tider. Samtidig er en del af Flamencoens stilarter forfædre til en stor del af vores moderne musik, og den optræder som en nisse i en lang række af de værker som vi identificerer med vestlig musik og dans af både moderne og klassisk karakter. Stilbetegnelser som Milonga, Bolero, Fandango og Guajira har alle blandet sig med andre kulturer, først i Sydamerika, senere i USA, eller de har indgået som bærende elementer i arbejder hos komponister som bl.a. Ravél, Debusy og Stranvinskij. De kan stadig opleves i deres urform i Andalusien, der til alle tider har været et arnested for kunstneriske fusioner. Denne evne til at blande sig med udefrakommende påvirkninger har altid været Flamencoens styrke. Den har fra romertiden og frem til i dag formået at bevare en egen identitet og samtidig blande former fra både Orienten, Mellemøsten, Nordafrika og Europa, uden på noget tidspunkt at miste sin stilfornemmelse. Siden den sene middelalder og frem til i dag har det overvejende været sigøjnere der har været de bærende udøvere af den andalusiske sang og dansearv. Selve ordet Flamenco (’fellah-min-gueir ard’,- bønder uden jord) er således den arabiske betegnelse for de sigøjnere der levede i det mauriske Andalusien. Det beskriver en udtryksform der først fandt sin egentlige manifestation i det attende århundrede. Den oprindelige andalusiske stiartl som sigøjnerne oprindeligt formede flamencoen udfra, hedder ’Cante Jondo’ fra det sefardiske ord ’jom-top’, men mere om det senere. Det vigtigste begreb i forbindelse med den andalusiske kunstforståelse er og bliver udtryksformen ’Duende’.
DUENDEN OG DENS TEORI
At videregive Duendens magi uden brug af sang, poesi eller dans er på det nærmeste umuligt. Når jeg alligevel forsøger mig, skyldes det at Duenden med tiden er blevet omgærdet af en aura af myter, der i sig selv beskriver den iberiske selvopfattelse i sin essens. Duenden kan for os tilrejsende under tiden føles uforståelig, ja, på nogen føles den ligefrem ubehagelig, hvilket skyldes at dens fremtoning er radikal og anderledes end det vi er vant til. Styrken i dens udtryk, dens foragt for teknik og dens leg med døden, kan ind imellem virke som en direkte provokation mod vores nedarvede dødsangst og vores ordenssans.
For en andalusier er forståelsen af Duenden, lige så naturlig og ubesværet som forståelsen af melankolien hos en lutheransk nordeuropæer. På trods af dens leg med mystik, er der således ikke noget mærkeligt i Duenden. Dens eksotisme er alene et kulturelt fænomen.
Den granadinske poet Federico Garcia Lorca giver et godt indblik i Duendens mysterium når han sammenligner den med lutheranske Muse og den katolske Engel.(Den katolske engel må ikke forveksles med sigøjnerbetegnelsen for Duende, der netop er Engel)
”Alle kunstarter, ja alle lande kan byde på Duende, Engel og Muse. Mens Tyskland, med visse undtagelser, har Muse, og Italien altid vil have Engel, bevæges Spanien til alle tider af Duenden, for det er et land af ældgammel musik og dans, hvor Duenden presser citroner af daggry – et dødens land, et land der er åbent for døden.
I alle andre lande kommer døden som en afslutning. Den kommer, og tæppet går for, men ikke i Spanien. I Spanien går det fra. Her lever mange folk bag mure, indtil den dag de dør, og bringes ud i solen. I Spanien er en død person mere levende som død end noget andet sted i verden; Hans fremtoning sårer som æggen på en barberkniv. Vittigheder om døden og den tavse grublen over den, er alle spaniere fortrolige med.
Den lutheranske Muse
Når Musen ser døden komme, lukker hun døren, eller rejser en sokkel, eller vandrer om med en urne, og skriver et gravskrift med en vokshånd, men snart vander hun atter sit laurbærtræ i en stilhed, der skælver mellem to briser. Under odens knækkede bue, knytter hun med begravelsesmine de klare blomster, som italienerne malede i det femtende århundrede, og påkalder velsignelser for at holde uforudsete ånder borte.
Den katolske Engel
Når Englen ser døden komme, kredser han i langsomme cirkler og væver en krans af tårer lavet af is og pinseliljer. Men forestil jer englens rædsel hvis han mærker en edderkop – den være sig nok så lille – på sin sarte rosenrøde fod.
Duenden
Duenden derimod kommer slet ikke, med mindre den aner dødens mulighed, med mindre den ved at den kan kredse om dødens hus, med mindre den er sikker på at kunne vugge de grene vi alle bærer, grene som hverken nu eller senere skal finde trøst.
Hvad angår mening, lys og gestus, foretrækker Duenden åben kamp med skaberen på selve brøndens karm. Mens Engel og Muse lader sig nøje med violinen og den taktfaste rytme, sårer Duenden. I såret der heles, men aldrig lukker sig helt, ligger det usædvanlige og originale i et menneskes værk.
Digtets magiske kraft består i altid at være i besiddelse af Duende, så at alle der læser det, døbes med mørkt vand; for med Duende er det lettere at elske og forstå, og man er altid sikker på at blive elsket og forstået. Denne kamp for udtrykket og udtrykkets kommunikation, får i poesien undertiden dødelig karakter.”
Nu kunne man jo tro at Duendens udtryk alene er en leg med døden, en romantisering af dens væsen og fremtoning. Når man dykker dybere i dens natur, forstår man at den snarere er en sang til livet, og at livet og kærligheden ikke kan forstås, hvis døden ikke indgår som en nødvendig del af dens universelle helhed. En helhed der udtrykker et evighedsprincip, der ikke lader sig begrænse af en begyndelse og en slutning.
Den vigtigste erkendelse omkring Duenden er imidlertid at den kan forstås, bruges og fornemmes af enhver der har mod til at åbne deres sind og byde den velkommen. Den kræver ingen specielle forudsætninger, og den optræder alle de steder hvor mennesker færdes og udtrykker sig. Faktisk optræder den som oftest i sin reneste og mest primitive form, når den på små barer og tabernas udtrykkes igennem personer uden specielt lærde forudsætninger.
Den optræder altid som et individuelt udtryk, og transformeres via en enkelt person, videre til dem der vidner og fornemmer dens komme. Dens mest basale og lettest forståelige fremtoning, vil altid være via sang, men den kan udtrykke sig lige så præcist igennem andre kunstformer, som f.eks. dans, poesi og malerkunst. En del af dens tilhængere hævder ligefrem at den udfolder sig på den mest spektakulære facon i tyrefægterkunsten, da livet og døden i ringen, er hele forudsætningen for denne kunstforms udførelse. Netop her bliver den aldrig forvekslet med ungersvendens dumdristige leg med sin egen død, hvilket ville være fatalt for en hvilken som helst professionel Matador. Tværtimod viser den styrken ved livets universelle kraft, når den som en skjult dirigent, leder tyrefægteren og tyren i en tilsyneladende fælles forståelse for skønheden i tyredansens livsfarlige pasninger, en dans hvor Duenden optræder som en usynlig tredje spiller, der giver begge aktørers bevægelser en nærmest overjordisk tilstedeværelse og skønhed.
Duenden er ikke en udefra kommende kraft der har til evne at diktere et menneskes bevægelser og udtryk. Intet kunne være mere forkert. Ethvert menneske har evnen til at udtrykke og fornemme den, for Duende er den faktor der bringer os i kontakt med den urkraft der ligger latent i vores sind.
Når Duenden træder frem på scenen i Andalusien, sker dette under højlydte tilråb fra tilskuerne. ’Òle, Òle’ gjalder det i luften, et ekko fra det arabiske ’Allah, Allah’, (Gud, Gud) der hilser det guddommeliges tilsynekomst velkommen.
Når den viser sig, er den aldrig pakket ind i forførende teknik, skønhed, eller appetitlige farver. Den viser sin trods og foragt for det indholdsløst forfinede, ved som en grædekone at krænge sit inderste væsen ud blandt sine tilskuere. Den skærer med skalpel kærlighedens smerte og ømhed ud i blodige kødlunser som den fremviser uden forbehold og skjulte hensigter. Når Duenden har indtaget rummet i Andalusien er man aldrig i tvivl.
Alligevel virker Duenden ofte fremmedartet og ukultiveret på os tilrejsende, der let lader os skræmme af dens brutalitet. Den smiler overbærende af os når vi af uvidenhed og frygt ikke åbner porten til vores bryst og lader den fylde vores sind. Den postulerer med sin primitive rå natur ved ikke at lefle og tækkes os, så længe vi insisterer på at optage den med vores forfinede sanser.
Tør vi derimod byde Duenden velkommen, vil den vise os en dyb kraft. Med kærlighed og visdom vil den være vores mester, og lede os igennem brøndens vand, der igennem tusindvis af år er blevet gråt og livløst af forplumret magelig korrekthed. For som Lorca skriver:
Med Duende er det lettere at elske og forstå, og man er altid sikker på at blive elsket og forstået.
