ALBUÑOL
PORTEN TIL BJERGET
Albuñol er en granadinsk landsby der ligger 5 km fra middelhavskysten. På overfladen syner den ikke meget anderledes and så mange andre andalusiske småbyer, og i dag er dens glorværdige fortid sikkert også glemt af næsten alle andre end de lokale bysbørn.
For den nyankomne bilist er der vel kun 2 veje der virker sikre og appellerende. Alle andre gader i byen er små og snævre, og vel også mere egnede til fodgængere og æsler end til biler. Derfor vil mange nok bare skynde sig videre op af bjerget hvor luften er frisk og udsigten i særklasse.
Er man derimod den type der finder behag i eventyr og ægte mennesker, og ønsker at nyde sine tapas sammen med vaskeægte andalusiske bjergbønder, er man kommet til det helt rigtige sted. Lige på dette punkt skiller byen sig ud fra mængden.
Hvor de fleste andre hvide byer i bjerglandskabet Alpujarras på overfladen er yndige og såkaldt uspolerede, vil et nærmere eftersyn afsløre at den yngre generation som regel flytter væk for at søge lykken i de store byer. Sådan er det ikke i Albuñol. Her lever unge og gamle sammen på godt og ondt, som man har gjort det igennem århundreder. Det er derfor ikke forkert at kalde byen en tidslomme, og man kan ved længere tids ophold, nærmest få fornemmelsen af at man befinder sig i et slags levende museum, eller i en sort/hvid film over en af Hemmingways spanske fortællinger.
Nu ville enhver rejseskribent jo sikkert begynde på en større historisk opremsning, en lovprisning af byens få historiske monumenter. Jeg vil derimod nøjes med at opfordre den rejsende til at tage sig god tid på byens torve og barer. Det er her nemlig alt sammen og sniger sig stille og roligt ind på en. Palmerne, duftende jasminer, overvældende bourgonvilla og hængende haver med blomstrende pelargonier. Der er også en fornem kirke der i sin tid blev bygget oven på byens moské og smalle krogede gader, men det er der jo i alle byerne. Frem for alt udfolder der sig et multikulturelt scenarium lige for næsen af en. Selvom man ikke lige fornemmer det til at begynde med, befinder byen sig nemlig i en stilfærdig brydningstid, hvor en mindre invasion af tilflyttere er flyttet ind i de gamle huse. Det er ikke mere eller mindre fastboende turister som os selv, men derimod et stort antal marokkanere, litauere, englændere og senegalesere, der hver udlever deres egen drøm om at skabe en fremtid der er bedre end det de kom fra. Som tiden er gået er de blevet mere eller mindre permanente elementer i bybilledet, og det er næsten som om man fornemmer byens arabiske storhedstid når marokkanske kvinder i silkegevandter pludrende på arabisk trækker byens næste generation igennem gaderne i klapvogn.
Rent geografisk dækker kommunen Albuñol over et temmelig stort område, men lad os starte nede ved middelhavet hvor de fleste sommergæster jo opholder sig det meste af tiden. Her finder man La Rabita som er den mest tilgængelige af 3 strande. Strandsæssonen starter til Sankt Hans og slutter ved byfestens sidste nat, den første søndag i september. Ikke fordi vandet er koldt i marts eller november, men i denne periode vil et stort udbud af strandbarer være åbne og byens indbyggere vil fra de sene eftermiddagstimer blande sig med et overvældende flertal af iberiske turister på stranden. Nu er La Rabita jo ikke Rio de Janeiro, så det gængse udstyr blandt strandløverne består af strandstole, parasoller og store køletaske fyldt med både mad og drikke. Som alle andre fritidsaktiviteter er en strandtur som regel ensbetydende med en familieudflugt, så både unge og gamle er samlet under parasollerne mens børnene leger i vandkanten. De fleste lader hånt om at de ikke er skabt som fotomodeller.
Er man den mere vovede type kan man besøge en fantastisk strand med det noget aparte navn El Russo. Legenden fortæller at en russisk soldat under anden verdenskrig skjulte sig for tyskerne i en grotte på stranden, hvor han levede som en anden Robinson Cruso.
Det kræver mod at bade på El Russo, da tilgangen til stranden er meget besværlig fra land. Det er derfor det letteste at svømme rundt om klippen, men man kan selvfølgelig også tage den smalle sti ned af bjergsiden ved siden af James Bond-huset som vi kalder det. Man kan så til gengæld sige at man bliver belønnet for sine anstrengelser. El Russo ligger inde i en bugt. Stranden er fantastisk smuk, og er omkranset af høje klipper med skjulte grotter. Den er kun besøgt af få, hvilket måske skyldes at det er tilladt at bade nøgen. Faktisk er den udnævnt til at være blandt de 10 bedste nudiststrande i hele Spanien. Den sidste strand er El Pozuelo. Denne har sikkert været smuk for 30 år siden, men er i dag fuldstændig ødelagt af plastikdrivhusene der ligger helt ud til strandkanten. Utroligt nok er der dog også her strandbarer, da nogle af de lokale på grund af gammel tradition foretrækker at komme her frem for på La Rabita.
Fra havet kører man op gennem ramblaen op til selve Albuñol. Det kræver noget af en romantisk sjæl at forestille sig de mange haver med appelsiner, granatæbler, figener og vindruer der en gang har givet denne strækning et ry for usædvanlig skønhed. I dag er bjergsiderne klistret til med plastikdrivhuse og har nærmest en skræmmende fremtoning. Det er derfor kun de færreste der stifter bekendtskab med enklaverne Haza Mora og Castillas, da de fleste skynder sig videre op til Albuñol. Fortsætter man af hovedvejen stiger bjerget stejlt og man kommer igennem Los Galves op til vinbyen Albondon der er den sidste egentlige by i kommunen. Det er her man for alvor fornemmer porten til det fantastiske bjerglandskab i Las Alpujarras.
