FLAMENCO OG CANTE JONDO
ANDALUSIENS DYBE SANG
I år 1400 blev sigøjnerstammer fra Mughal i Indien drevet på flugt og forfulgt af den turmenske hærfører og Emir, Timúr Gurkání (Timur Lenk), og hans plyndrende hær. Efter 20 år på flugt ankom disse stammer i følgeskab med tilrejsende arabiske hære fra Mellemøsten til det europæiske kontinent, hvor en del af dem gik i land på kysterne i det daværende Al Andalus. En stor del af dem etablerede sig i det sydlige højland på den iberiske halvø, hvor de med tiden blandede deres indiske sangtradition med den lokale dybe sang hvis rødder fortaber sig tilbage til urtiden. I sammenblandingen af disse stilarter, fandt det der kaldes for Cante Jondo sin ultimative form. Cante Jondo er en række andalusiske sange der med formerne Toña og Sigøjner-siguiria som de altoverskyggende arketyper udtrykker en overdådig og intens poetisk helhed. Fra Siguiria er der med tiden udledt en række stilarter, hvoraf en del indgår i repertoiret for Cante Flamenco eller bare Flamenco, der først fandt sit selvstændige udtryk i det attende århundrede.
Den iboende bevægelse i Cante Jondo er vinden. Voldsomme stød og blide briser danser med hviskende rytmer i mandeltræerne og omfavner universet. Naturens lyd udtrykt i en sang der er så dyb at vi fornemmer alle forfædres smerte. Det starter som et skrig, Queja de galera, et skrig, der kalder Duenden til at tage plads i vores kreds som en sort engel. Et skrig der som et tordenskrald dundrer igennem den stjerneoplyste blå sommernat, og brutalt smadrer vores pænt ordnede nodesystemer med sin oprindelighed og skæve orientalske tonalitet. Hænder klapper opfordrende og inviterende, og hvad der forekommer som en improviseret melodi, vokser som en bølge ud af guitarens synkoper, for at samle sig i Compas, universets rytme. Óle, Óle!
Der er en ring om månen
Min kærlighed er død
Teksterne, Coplas, udspringer fra sangerens knoglemarv, fra det inderste og mest intime i hans nervesystem, som en vuggevise der gemmer på årtusinders poetiske hemmeligheder. De fortæller om månens kærtegn, om kærligheden og dødens komme der rammer hårdt som hammerslag i jernminens støvede granit. Den første recitation er et spejl af versets primitive enkelhed, brune og støvede farver, der som Levanten, dødens vind, varsler den brændende ilds og orkanens ubønhørlige komme. Óle, Óle
Vi hører tonekaskader fra guitarens hjerte, hvirvlende skalaer nær melodisk mol. Natsværmere der bryder deres pupper og med en sagte jomfruelig summen flyver ud i det blå mørke.
Óle, Óle
Tilhørernes klappende hænder samler sig i en fast og intens rytme. Blide ord danser opfordringer mod sangeren, hvis ansigt er lukket i en hudfold af lidelse
Óleeeee
Der er en ring om månen
Min kærlighed er død
Stemmen rejser sig som hvidglødende lava fra vulkanens indre. Slynger coplaen ud i luften med en smerte der vækker døde mauriske lejesoldater fra deres tusindårige grav. Former hver stavelse, som en klump jernmalm, der over smedjens flammer, æltes under hammeren til krigerens dræbende lanse.
Spinder toner og ord fra stråler af brændende stål. Slynger dem rundt i cirkler med en klang der det ene øjeblik er skurende og desperat, og det næste blid og insisterende, som en moders kærlighed til hendes spædbarn.
Ayah ayauuu ayaaaaah.
Guitaren overtager. Den spiller en ømhedens epilog, båret af Daroflodens melankoli, den milde strøm der klukker for foden af sigøjnerens Sacromonte.
← TROLDMANDEN FRA GRANADA OG DUENDEN
