TORO TORO
DØDENS TRAGEDIE I TRE AKTER
Når man kommer ind i en tyrefægterarena bliver man grebet af en hel speciel stemning, eller rettere en masse stemninger på en gang. For på den ene side er der skønheden ved selve arenaen, skønheden ved de mange smukke kvinder i polkaprikkede kjoler og slør, historierne, duften af sand og mange mennesker der forventer en masse på samme tid. Og så er der jo også lugten af død.
Det hele starter faktisk udenfor. Man er ikke i tvivl om at det er en vigtig begivenhed man skal deltage i, for rundt om de smukke gallerier man ser udefra, vrimler det med alle mulige slags mennesker. Her er tandlægen der skal ud og slå sig løs med vennerne, her er vagabonden, her er den nysgerrige turist, og ikke mindst, så er der den virkelige aficionado, eller aficionada, når det er en kvinde. For en førstegangsbesøgende vil man blive forbavset over hvor mange kvinder der bliver tiltrukket af tyrefægterkunsten.
De rigtige afficionados sidder på de små barer i området omkring arenaen og diskuterer hvordan det hele vil forløbe. Mange ryger cigarer og drikker fino, og enhver er sikker på, at lige netop han, sidder inde med det magiske klarsyn, der kvalificerer til at tale højere end de andre specialister i barlokalet, som er fyldt med røg og skraldlatter. Og så bliver der fortalt historier.
En tyr ved navn Bailador, stangede Joselito ihjel i den søvnige provinsby, Talavera de la Reina, den 16. maj 1920. Det var det skæbnesvangre øjeblik hele tyremiljøet havde frygtet, men ikke turde tænke på, selvom alle vidste at det måtte ende sådan en dag. Men lige præcis Joselito. Han var den sidste repræsentant for den gamle skole. Hans tilhængere kunne tælles i hundredtusinder og selv blandt nytænkerne herskede der bred respekt om hans tyremagi. Han blev kun 25 år.
Alle vidste at fra den dag ville der starte en ny tid, en tid hvor det ikke hjalp at kigge tilbage, men det spørgsmål der var på alles læber var alligevel, hvad ville Belmonte gøre nu? De 2 matadorer havde optrådt sammen mere end 250 gange, og havde over hele den iberiske halvø begejstret publikum på hver deres måde. De konservative havde piftet af Belmonte når han havde udført sine faenas, og fået tyren til at danse rundt efter kappen. Alligevel var flere og flere begyndt at falde for hans stil og elegance, der krævede meget mere af tyren end Joselitos mere grovkornede og traditionelle facon.
Det blev Ordoñes- El niño de la palma – der skulle føre Belmontes stil frem til den ultimative hæder. Mange kender ham godt. Det er ham der har en af hovedrollerne i Hemmingways beretning , ”Når solen går sin gang”, ham den unge matador, Romero, der får drejet hovedet rundt på alle, og især den unge amerikanske skønhed Bret Ashley, der til gengæld drejer hovedet rundt på alle andre.
Måske er det på grund af netop den bog at du sidder og læser dette lige nu, måske har du andre grunde. Det korte og det lange er, at tyrefægtning er en omdiskuteret kunstform, en nøje koreograferet forestilling i 3 akter. Den første gang man går til tyrefægtning vil man svæve i en tilstand mellem fascination og væmmelse. Herefter vil man langsomt se forestillingens forskellige facetter. For at hjælpe dig lidt på vej har jeg skrevet denne artikel om grundelementerne i spansk tyrefægtning, som en slags hjælp til de første gange du skal overvære sådan et spektakel.
Lytter man til rigtige aficionados, er emnet altid hvorfor man er tilhænger af den ene eller den anden matador. Spaniere kommer til tyrefægtning primært af to årsager.
Den første er for at beundre Tyrene. Aficionados er, på trods af det ufravigelige i tyrens skæbne, store beundrere af tyrene, der i hvert enkelt tilfælde bliver vurderet og bedømt udfra tyrens evne til at angribe, dens udholdenhed, og dens smertegrænse. Lever tyrene ikke op til forventningerne, bebrejdes opdrætterne højlydt fra tilskuerpladserne, for ikke at have leveret tyre af tilstrækkelig god kvalitet – toros bravos.
Den anden, og mest afgørende grund, er at se tyrefægterne udøve deres kunst og fremvise deres overmenneskelige mod helt tæt på tyrens angreb. Matadoren er naturligvis hovednavnet der tiltrækker fans fra alle sociale grupper.
KOREOGRAFIEN
Alle matadorens pasninger med kappen har udgangspunkt i følgende 3 kvaliteter: Parar, mandar og templar.
Parar er den ultimative opvisning i matadorens mod. Her er Det Daniel Luque.
Parar (At stoppe): Bliver normalt i tyrefægtersprog benævnt som, når matadoren bliver stående på stedet, mens tyren angriber. Dette lyder uhyre enkelt, men det er næsten umuligt for et dødeligt menneske at bevare roen, i stedet for at løbe flygtende bort, når en tyr på 500 kg angriber direkte, og med stor fart.
Alle matadorens pasninger med kappen har udgangspunkt i følgende 3 kvaliteter: Parar, mandar og templar.
Daniel Luque får en tyr på 595 kg til at følge capoten få centimeter fra sin krop. Denne kunst kaldes for Mandar.
Mandar (At befale): Betyder at tyrefægteren, via arbejdet med sin kappe, får tyren til at angribe i den retning, og på den måde, som han ønsker det. Herved viser han sin dominans over tyren.
Enhver dumdristig person kan vifte en kappe hen over en angribende tyrs hoved og håbe på at overleve sin dumdristighed. En professionel tyrefægter har evnen til, op mod 180 gange i løbet af en sæson, fuldstændigt at dominere og kontrollere tyren.
Total kontrol, templar. Daniel Luque er sublim i sin stil.
Templar (At neddæmpe): Refererer til tyrefægterens evne til let og elegant at neddæmpe tyrens bevægelser, så hele opvisningen nærmest fremstår som en form for vægtløs dans. Det er denne handling der beviser tyrefægterens stil og overlegenhed, og det der adskiller de bedste mænd fra de mindre gode.
Den sublime matador har en så suveræn beherskelse af tyren, at alle bevægelser virker gennemkontrollerede og nærmest koreograferede på forhånd. Den drevne aficionado nyder at iagttage denne leg på samme måde som en kender af ballet nyder hvert trin og den ynde som balletdanseren udfører.
FORLØBET.
En spansk tyrefægtning er et nøje koreograferet forløb, der er stramt og formelt i dets opbygning. Alt hvad aktørerne gør i ringen, deres placering, hvornår de bærer deres hatte, i hvilken retning de bevæger sig, er genstand for ceremonielle bestemmelser og vedtægter, den såkaldte tyrefægterkode. Dele af disse er ligefrem juridisk stadfæstet i spansk lov, men de fleste er baseret på tradition. Bestemmelserne bliver håndhævet af arenaens præsident, som regel en lokal politiker eller en politiofficer, der sidder i dommerboksen og styrer scenariet med signaler fra lommetørklæder i forskellige farver.
Det eneste der skaber variation fra den ene tyrefægtning til den anden er tyrens opførsel og kvalitet, og de handlinger tyrefægterne udfører for at få tyren under kontrol, for at få den til at indgå i tyrefægtningens ceremonielle koreografi.
Arenaens alguaciles (Marskaller) er første del af tyrefægterceremonien
Tyrefægtningen åbner ved at to alguaciles, marskaller, kommer ind i manegen på andalusiske gangere. De er klædt i sorte kapper og iført hatte med strudsefjer i 3 farver. De leder en parade bestående af matadorerne og deres team, en cuadrilla, efterfulgt af arenaens hjælpere – monosabios – klædt i rødt og sort. Dernæst mulddyrgruppen hvis opgave det er at trække den døde tyr ud af arenaen. Paraden er akkompagneret af et hornorkester.
For mange blandt publikum er det en berusende oplevelse at se tyrefægterne defilere forbi i deres fantastiske dragter, hvis guld og sølv palietter der skinner i eftermiddagssolens tindrende stråler, efterfulgt af alle ceremoniens aktører.
I en typisk tyrefægtning, dræber tre matadorer seks tyre fra den samme opdrætter. Matadorerne optræder i rang efter hvem der er mest senior, set i forhold til på hvilket tidspunkt de har debuteret. Den mest seniore dræber den første og den fjerde tyr, den næste i rangfølgen dræber den anden og den femte, og den mest juniore, den tredje og sjette. Når en tyr bliver sluppet ind i arenaen ledes slaget af matadoren og hans cuadrilla.
En fuld cuadrilla består af følgende personer:
1 Matador (dræber): Stjernen i forestillingen
2 picadores (spydførere): Ryttere der rider de armerede heste og som spidder tyrens nakkemuskel.
3 Banderilleros: Der sætter de små kulørte spyd i tyrens skuldre, via artistiske spring fra jorden henover tyrens horn.
Hver matador har sin egen cuadrilla der følger dem fra forestilling til forestilling igennem hele tyrefægtersæsonen.
O For god orden skyld skal det nævnes at alle mænd i en cuadrilla, bærer titlen torero, tyrefægter.
LANSEAKTET
Første akt kaldes Tercio de varas, Lanse-aktet, og dette er igen inddelt i tre underkategorier.
1.Capoteceremonien. Til dette forløb bruger matadoren en stor cirkelformet kappe, en Capote, der er magentafarvet på den ene side og gul på den anden. Matadorens åbningstrin med capoten tjener det formål at han præsenterer sig for publikum og samtidig lærer tyren at angribe sin kappe.
Tyren lærer capoten at kende
Gøres dette tilfredsstillende høres der højlydte Olé’s fra publikum, der på denne måde viser deres begejstring.
OKamptyre er trænede til tyrefægtning, men har haft et frit liv på urstepperne i det sydlige Andalusien. Indtil de bliver indfanget til tyrefægtningen, har de haft meget sporadisk kontakt med mennesker, hvorfor de angriber alt hvad der rører sig når de kommer ind i arenaen. Kunsten er at få tyren til at vælge kappen.
2. Lanseceremonien. Tyren spiddes i nakkemusklen af en picador til hest. Dette tjener det formål at dæmpe tyrens vildskab og sænke dens hoved, så den svarer bedre på matadorens koreograferede opvisning med kappen. Det er her publikum har mulighed for at danne sig et indtryk af tyrens kvalitet. Jo mere angrebsivrigt den angriber hesten og jo mindre den reagerer på spyddet i nakkemusklen, jo bedre vurderes den. Tyren vil normalt blive spiddet en til tre gange alt efter hvor stærk den er. Matadoren og arenaens præsident træffer en fælles afgørelse for hvor mange gange en tyr skal spiddes.
Et spyd føres ned i tyrens nakkemuskel
3.Quite. Matadoren narrer tyren væk fra hesten ved nogle afsluttende piruetter og sving med capoten.
Herefter blæses i trompet, og det er tid til andet akt, Tercio de banderillas, bandarilla-aktet.
BANDERILLA-AKTET
Tyrefægteren, banderilleroen, tager i dette akt en banderilla i hver hånd og løber mod tyren der i det samme går til angreb. I det moment tyr og mand mødes, sænker tyren hovedet for at stange sin modstander, der i dette øjeblik, via et skævt spring placerer sine banderillas i tyrens skulder, for herefter at springe til siden, mens tyren passerer forbi. Tre par banderillas bliver placeret på denne måde. I enkelte tilfælde vælger matadoren selv at placere sine bandarillas, og når en stjernematador gør dette kan det være et udsøgt show, der bliver akkompagneret af musik fra orkestret.
O Bandarillas er små træspyd på omkring 65 cm, der afsluttes af en A-formet stålspids. De er beklædt med strimler af crepepapir i stærke kulørte farver.
Igen lyder en trompet og der blæses til tredje akt, Tercio de la muleta, eller La Faena, dødsdansen.
DØDSDANSEN
OMuletaen er den røde kappe mange opfatter som den ”Rigtige” tyrefægterkappe. Den er specifikt dedikeret til dette sidste akt i forestillingen, og bliver foldet ud over en stok, estoque, og føres i modsætning til capoten med en hånd. Til capoten bruges begge hænder.
Ringen ryddes og ind træder matadoren med sin muleta. Han går hen mod tyren, som han provokerer og tirrer ved at vifte med muletaen, mens han højt råber HEIII, af sin modstander. En angrebsivrig tyr vil straks modtage invitationen om kamp, og observerende løbe hen mod matadoren. Han vil fra dette øjeblik stå helt stille og fange tyrens horn med kappen, hvorefter han vil starte sin Faena ved at føre tyren rundt om sig selv i elegante pasninger med muletaen.
Der er to grundlæggende pasninger med kappen. Holdes den i højre hånd kaldes den en derechazo, og udført med venstre hånd kaldes en natural. El natural er den farligste, og mest emotionelle pasning en matador kan udføre, da han eksponerer hele sin krop for den angribende tyr, og på denne måde giver afkald på sit sidste værn mod dens dødbringende horn.
El derechazo
El Natural
En faena er selve kulminationen på opvisningen, og skal udføres med stor elegance. Hver pasning skal koreograferes i bløde kontinuerlige bevægelser der viser menneskets mod og totale kontrol over dyret. Den elegante faena vil blive belønnet af publikum. Et højlydt Oléeeee, vil gjalde efter hver pasning fra tilskuerpladserne, og publikum vil vifte med hvide lommetørklæder for at vise deres kompliment og begejstring. Modsat, hvis pasningerne ikke udføres tilfredsstillende, eller mangler mandshjerte, vil der herske en larmende tavshed over arenaen, eller i værste fald vil der blive piftet kraftigt mod matadoren.
Når matadoren mener at faenaen er gennemført, og tyren er helt pacificeret, vil han bytte muletastokken ud med det sværd der bruges til at dræbe tyren. Han vil herefter placere sig foran dyret og tage sigte med sværdet. Herefter vil han i løb, og med mulettaen i venstre hånd, prøve at aflede tyrens opmærksomhed. Med højre hånd vil han nu tildele det dræbende stød med sværdet, der skal ramme i et område mellem tyrens skulderblade, der ikke er større end en mellemstor mønt. Dette er en uhyre svær øvelse og lykkes langt fra hver gang i første forsøg. Hvis tyren ikke er død inden tredje forsøg, dræbes den med et specielt sværd, en descabello, der med stor kraft føres ind i dyrets nakke, og således ødelægger rygsøjlen så døden indtræffer omgående.
La Muerte
Den andalusiske kamptyr
En Domecq-tyr – Den andalusiske kamptyr
Mennesket på den iberiske halvø har altid dræbt tyre, og den andalusiske kamptyr er en direkte efterkommer af de vilde tyre der levede på de sydandalusiske sletter for mere end 50.000 år siden. De første til at iscenesætte egentlige tyrefægtninger var romerne, der satte gladiatorer til at kæmpe med den legendariske røde kappe i deres arenaer.
Siden middelalderen har de forskellige kulturer, kristne og muslimer, der udgjorde det iberiske aristokrati, kæmpet med tyre fra hesteryg, en kampform som stadig praktiseres, men som i dag nyder en begrænset udbredelse.
Moderne Kamptyre opdrættes for det meste i det sydlige og sydvestlige område af Andalusien og græsser på enorme slettearealer. Toptyrene stammer for de flestes vedkommende fra en flok opdrættet af Juan Pedro Domecq Y Diéz i 1920’erne. Flokken blev siden distribueret til andre opdrættere, der har videreavlet på deres egenskaber, så de matcher den moderne tyrefægters stil. Alle disse tyre går under navnet Domecq, et navn der er kendt af enhver aficionado. En Domercq-tyr er kendt for sin angrebslyst, sin udholdenhed, sin hastighed, og sin vildskab.
Dyrene græsser på nogle af de sidste naturarealer i Andalusien der ikke er omdannet til landbrug. Disse områder huser ikke alene tyrene, men udgør også den sidste livline for adskillige dyreracer der er uden tyrene ville være truet af udryddelse.
Under tyrens opvækst har den kun meget sporadisk kontakt med mennesker. Dette skyldes, at den på grund af sin formidable indlæringsevne, ikke på nogen måde må have gjort bekendtskab med omgivelser og forhold der kan minde om hvad den senere kommer til at møde i ringen.
I to-års alderen bliver den testet for sin egnethed til tyrefægtning, og bliver kategoriseret efter kvalitet. Langt de fleste dyr bliver i denne forbindelse kasseret og sendt til slagtning.
En færdig kamptyr i bedste kvalitet, er fire til fem år, vejer mellem fire og sekshundrede kilo, og har en kostpris for opdrætteren på mellem seks og syvtusind euro. På trods af de bedste intentioner er det langt fra alle tyre, der lever op til forventningerne, til stor frustration for både tyrefægtere og publikum, der ofte må slå sig til tåls med tyre der ikke kan gennemføre forestillingen af den ene eller den anden årsag. Derfor er det af afgørende betydning for en ægte tyreaficionado at kende alt til de bedste opdrætteres og deres tyres kvaliteter, og derfor bliver det også annonceret til enhver tyrefægtning, hvilken opdrætter der har leveret tyrene.
BILLETTER OG TYREFÆGTERARENAEN.
Tyrefægter-arenaen – Her i Granada
Billetter til tyrefægtning købes ved indgangen til arenaen, og der vil i de fleste tilfælde være billetter til rådighed. Sæsonen strækker sig fra marts til oktober, og de mest betydningsfulde forestillinger finder sted i Sevilla, Madrid, Barcelona og Pamplona. Det er dog ikke nødvendigvis der man finder de mest autentiske forestillinger, og man vil ofte møde lige så spændende programmer i større byer som Malaga, Almeria, Granada, Jaén og Zaragoza ect. Programmet er afgørende for forestillingens kvalitet, men andre faktorer spiller også ind. En ligeså vigtig faktor for tyrefægterturisten er publikum. Jo flere ægte aficionados eller feststemte lokale tilskuere der er til stede, jo bedre er stemningen, og jo lettere er det at forstå hvad der sker i arenaen.
Dresscode:
Når spanierne går til tyrefægtning, specielt hvis det, som det oftest sker, i forbindelse med en Feria, er der tradition for at iklæde sig festlige gevandter, og det er således helt almindeligt at se moderne kvinder i prikkede sevillianske kjoler med stormaskede netslør for ansigtet. Mændene kan være i smoking og bære den typiske andalusiske Fest-sombrero, og frem for alt føler man sig bedre tilpas hvis man som tilskurer gør noget ud af sin påklædning når man går til tyrefægtning. Det er også tradición selv at medbringe familiens forplejning. Der bliver således livligt konsumeret tapas, kager, øl og Cava i store mængder under selve ceremonien. Faktisk er der mange små tyrefægterringe der af samme årsag ikke tilbyder salg af mad og drikke.
ARENAENS FORSKELLIGE SEKTIONER
OSelve ringen er inddelt i forskellige kategorier, og der udbydes billetter med en astronomisk prisvariation.
Overordnet skelnes mellem følgende 3 V’formede sektioner:
Sol: En tyrefægtning afvikles altid om eftermiddagen. I Spanien starter eftermiddagen kl. 15 og varer til kl. 20, og starttidspunktet vil typisk være mellem 15 og 19. Dette betyder at en del af forestillingen vil blive afviklet i bagende sol og i temperaturer der kan overstige 40 grader. Den sektion der har længst sol kaldes Sol, af samme årsag, og det er her man finder de billigste billetter.
Sol y Sombra: I denne sektion vil man finde sæder der efter de første par tyre vil befinde sig i skygge. Priserne er stadig moderate, og det er her de ægte aficionados befinder sig. Dette skyldes kombinationen af de forholdsvis rimelige billetpriser og den gode placering.
Sombra: Her vil man finde skygge under hele forestillingen, men priserne har også taget et stort hop op ad, i de større arenaer, et astronomisk spring.
Hver af disse sektioner har følgende underkategorier, startende fra sæderne tættest på barrieren hedder de: Barrera, Contrabarrera og Tendidos.
I større eller ældre arenaer kan der ovenover de nævnte sæder befinde sig lukkede gallerier såkaldte, Palcos, og Andanadas, i en eller flere etager. Det er her ringens præsident sidder med sine domsmænd, og her byens spidser viser sig frem, og priserne til en forestilling med topmatadorer vil være helt op til en fuld månedsløn for en almindelig andalusisk arbejder. Hvis man har valgt en tyrefægtning i en ældre arena i en lille by, er det en stor oplevelse at følge forestillingen fra disse pladser, der her er til at betale. Ellers anbefales det at man køber tendidos i enten sombra-sektionen eller sol y sombra-sektionen.
Billetterne købes direkte i ringens billetkontor, der som regel vil have åbnet for billetsalg minimum en uge før selve forestillingen. Man skal naturligvis også her huske den lange middagspause fra kl. 14 til 17. Det er også muligt at købe billetterne i forsalg på Internettet, men vær forberedt på at det nok er dyrere.
Dette gøres på: www.entradastaurinas.com.
ORDFORKLARING:
I forbindelse med tyrefægtning bruges en række begreber der henviser til forskellige specifikke handlinger eller ting. De vigtigste er inkorporeret i selve teksten, men her følger yderligere forklaring på en række tyrefægter begreber.
Alternativa: For at kunne kalde sig matador skal den unge tyrefægter gennemgå en eksamen udført af en seniormatador. Denne prøve kaldes for en Alternativa og udføres næsten altid i en mindre arena. Bliver man Stjernematador skal man gentage ceremonien i en af de store arenaer, som regel la Maestranza i Sevilla eller las Ventas i Madrid.
Apoderado: En tyrefægters impresario
Bravura: Et begreb der beskriver tyrens vildskab og evne til at angribe.
Corrida (Del toro): Tyrefægtning
Burlar: At drille og tirre tyren.
Dique seco: Hvis en tyrefægter er blevet skadet i ringen, kaldes den periode han er ukampdygtig for dique seco. Der sker skader på tyrefægtere der resulterer i hospitalsindlæggelse i ca. hver syvende tyrefægtning.
Duende: Et begreb der primært dækker over når forestillingens udtryk finder et niveau af skønhed der overstiger aktørernes umiddelbare teknik. Duende er i dag meget knyttet til flamenco, og beskriver dansens og musikkens egentlige sjæl.
Encierros: Tyreløb. Det mest berømte finder sted under Feria de San Fermin i Pamplona. Dette tyreløb danner rammen om Ernest Hemminways berømte bog Når solen går sin gang.
Feria: Byfest
Figura del toreo: Stjernematador
Goyesca: Tyrefægtning i historiske kostumer. De mest berømte finder sted i Sevilla og Ronda.
Lidiar: Matadorens strategi i forbindelse med den enkelte tyr
Novillero: Tyrefægtere der endnu ikke har taget deres Alternativa.
Novillada: En tyrefægtning for novilleros.
Plaza de toro: Tyrefægterarena
Rejoneo: Tyrefægtning fra hest.
Rejoneo
Tauromagia: Den magi der udøves ved alle aspekter i tyrefægtningen.
6TORO6: Spaniens førende tyrefægtermagasin. Kan købes i de fleste velassorterede kiosker, og er selvfølgelig på spansk.
Torear: At udøve tyrefægtning
Toreo puro: Tyrefægtning i sin reneste form.
Torero: Tyrefægter. Dækker over alle medlemmerne i matadorens cuadrilla.
Torista: Tyrefægteraficionado.
Veronica: Matadorens grundlæggende pasning med capoten.
