Granada er besunget og beskrevet af poeter igennem mere end 1000 år. Hun taler til vores sanser med sine smukke bygninger, sine marmorbelagte fortove og duften fra utallige jasminbuske. Vand er hendes centrale identitet. Darro floden flyder igennem kvarteret ved Alhambras fod. Et vandingssystem udspringer på toppen af Sierra Nevada, og løber først igennem selve palads byen for herefter at løbe ind og ud igennem bygningerne i et sindrigt system.
På sin vej igennem byen føder denne vandstrøm utallige fontæner og kanaler, der viser hvilken ekvilibrisme maurerne beherskede, når det kom til udnyttelse af vandelementet. Overalt fremvises byens højt skattede hvide guld i brusende springvand og kølesystemer. Intet andet sted i Europa er vand blevet besunget så lyrisk som af poeterne fra Granada.
Den gamle by præges først og fremmest af sin mauriske periode. I modsætning til de fleste andre andalusiske hovedstæder, har romerne aldrig spillet en rolle i dens historie.
Berberne kom til Granada i 711 og fandt her en jødisk bosættelse, der bar navnet Garnatha Alyehud, men først fra 1000 tallet viste hun sit potentiale til at blive en by af en vis betydning. Udviklingen tog dog først rigtigt fart, efter at kalifatet i Cordoba faldt fra hinanden 1010, og fyrsteklanen Ziriderne for foden af Sierra Nevada grundlagde en selvstændig metropol i 1227. Tingene tog for alvor fart, da Baeza i Jaen faldt for korsriddernes sværd, og byen blev afgørende udvidet med flygtninge herfra. De slog sig ned på den klippe, der kom til at bære deres navn, Al Baizyn, kvarteret der siden har været indbegrebet og er blevet besunget som essensen af Granada.
I 1237 indtog den politiske strateg, diplomat, og Nasrid Sultan, Mohamed Ibn Nasr byen. Han forstod, på forunderlig vis, at bevare et venskabeligt forhold til både den kristne konge i Castilien og til Berber fyrsterne i Nordafrika. Det blev således hans familie, Nasriderne, der både byggede og beboede Alhambra indtil 1492, da Paladsbyen måtte kapitulere til kongeparret Isabel og Fernando.
Med dette sluttede det sidste kapitel i Hispano arabernes storslåede fyrstedømmer på den iberiske halvø. At det skete på dette sene tidspunkt, var et mirakel, da både Cordoba og Sevilla kapitulerede næsten samtidig med, at Mohamed Ibn Nasr indtog Granada.
Både den gamle bydel og paladset er i dag så velbevarede, at den rejsende kan fornemme den stemning de europæiske muslimer har færdedes i, da de dominerede den Iberiske halvø. Byen fremstår derfor som helt unik, og intet andet sted fornemmer man på samme måde, hvordan Østen og Vesten smelter sammen. Den ultimative forståelse af byens magi får man ikke ved at læse historiske beretninger, men snarere ved at føle stedet igennem sine sanser, eller opsøge de store mængder af smuk poesi, der besynger melankolien. En start kunne være digteren Federico Garcia Lorcas værker om netop Granada, eller bare en vandring på må og få i Albaicin eller Sacramontes snævre stejle gader.
Albaicin
Med fantastiske ekkoer dukker de hvide huse frem på bjerget. Overfor Alhambras gyldne tårne i skarpt relief mod himmelen som indbegrebet af en orientalsk drøm.
Darro synger sine gamle klagesange, og skyller henover mauriske legenders lokaliteter.
Albaicin hober sig sammen på højen og strækker sine yndefulde mudejartårne mod himmelen…… Der hersker en uendelig ydre harmoni. De små huses dans rundt om bjerget er henrivende. Hist og her titter der takkede mørkegrønne klatter frem mellem husklyngernes hvidhed og røde nodetegn – Figenkaktus…..
Rundt om kirkernes store tårne dukker klostrenes små kampaniler op. De stråler med deres vinduesgitre, bag hvilke klokkerne i Granadas guddommelige morgengry gensvarer Torre de las velas dybe sødme.
På de klare vidunderlige dage i denne prægtige og glorværdige by, tegner Albaicin sit skarpe omrids på baggrund af den tindrende blå himmel, der strømmer over af bedårende landlig ynde.
Gaderne er snævre og dramatiske, trapperne særdeles løjerlige og slidte – flimrende føletråde som snor sig kapriciøst og møjsommeligt for at nå til små mål, hvorfra man kan få et blik ud over bjergenes vældige sneklædte rygge, eller vegaens strålende bestemte akkord. Nogle steder bliver gaderne til angstens og den heftige foruroligelses stier, dannet af lerklinede mure hvorfra der hænger kapper af jasminer og Sankt Johannesroser. Man aner hundeglammen og fjerne stemmer, som kalder tilfældigt på en eller anden i et desillusioneret sanseligt tonefald. Andre gader danner hvirvler af stejle skrænter, umulige at stavre ned af med store stenblokke og mure som tiden har fået til at smuldre og hvor der sidder tragiske afstumpede kvinder og stirre udfordrende på én.
Husene ligger som en orkan havde hvirvlet dem sammen på den måde. De kravler op over hinanden i besynderlige linjerytmer. De kliner sig op ad hinanden ved at stemme væg mod væg med et ejendommeligt og djævelsk udtryk. Ser man bort fra de skamferinger denne enestående besværgende bydel er blevet udsat for af visse grandinere, så bevarer det øvrige dog i fuldt mål sin enestående atmosfære……
Mens man slentrer gennem de små gyder, dukker der ustandselig billeder fra legender op.
Altre vinduesgitre, store skrumler af huse, der gør et ubeboet indtryk. Frygtsomme cisterner, hvor vandet hærger om et elskovsdrama hemmelighed, forfaldne indgangsportaler, hvor en søjle stønner i mørkets slugter fulde af murbrokker under bymurens fæstningstårne, ensomme gader ingen går igennem og hvor det varer længe inden man ser en dør – Og så er denne dør lukket; forladte huleboliger, skråninger af rød jord hvor agavernes forstenede blæksprutter frister livet, orientalske normadefolks sorte grotter.
(F.C. Lorca 1918)
Sacromonte.
