Når februar solens lave stråler, brydes igennem mandelblomsternes lyserøde skær, blinker klippernes grønsprængte skiffer som millioner af diamanter mod det azurblå himmellegeme der udviskes i horisonten med havets azur.
Med den kølige brise stiger klinger ørnens skrig som et smertens ekko, der giver genklang mod bjergtindernes uendelighed. (M. Wulff 2008).
Las Alpujarras
(al busherat – græslandet)
Et af Spaniens mest forunderlige naturområder udgør den Øst Andalusiske væg, med Sierra Nevada som det nordligste punkt og Middelhavskysten som det sydligste. Guadalfeo floden deler området i 2 halvdele. Det øvre og nedre Alpujarra i den nordlige del, og bjergkæden La Contraviesa, i den sydlige del.
Området byder på ekstremt dramatiske naturkontraster. I et fald fra den iberiske halvøs højeste punkt, der ligger i 3,4 kilometers højde, ned til kysten, en linje på 35 kilometer i fugleflugt, rejser man igennem næsten alle klodens klimazoner. Lokale poeter hævder ligefrem, at Alpujarras har sit hoved plantet på et isbjerg og fødderne plantet i troperne. I bredden fylder Alpujarras en stor del af indlandet i provinserne Granada og Almeria.
Stigningerne i bjerge og dale har, før det nuværende vejnet blev etableret, været nærmest ufremkommelige. Dette har dog aldrig afholdt mennesker fra at bebo området, og man har siden fønikerne dyrket afgrøder på bjergsiderne i selv de fjerneste hjørner af dette makrounivers.
Med byen Bubión som det egentlige centrum, er en række små hvide byer af maurisk oprindelse indgraveret i bjergene. De er alle et besøg værd, og minder om hinanden i deres struktur, hvor husene er placeret ned ad bjergsiden, for at munde ud i haver og marker på små overrislede terrasser.
Det var til Alpujarras, at de sidste af Spaniens 60.000 muslimer blev forflyttet sammen med den sidste sultan på Alhambra, Abu 'abd-Allah Muhammad XII, også kaldet Boabdil. Dette fandt sted efter paladsbyens fald i 1492. Boabdil forlod dog hurtigt landet og flyttede til Fez i Marokko. Det sidste maurisk suk på den iberiske halvø, var et oprør der startede i byen Valor i 1570. Dette blev dog slået ned, og gjorde en ende på de muslimer, der med stor dygtighed, igennem 1000 år havde gjort Al Andalus til en af verdens førende stormagter. Tilbage efterlod de Las Alpujarras med en tiendedel af det indbyggertal, der oprindeligt beboede området.
Når man bevæger sig rundt i bjergene, kan det selvfølgelig gøres i bil. Dog er den transportform, der giver den mest intense oplevelse, at vandre eller foretage en udflugt på hesteryg. De fleste steder er de ældgamle æselstier stadig i funktion, og disse byder på overvældende scenerier, der bringer den rejsende på en tidsrejse til et forunderligt sted, hvor meget lidt har forandret sig i århundreder.
Ruten Gr-7 er en del af den store europæiske vandrerute 4 og krydser Alpujarras. En vandring på en strækning af denne rute byder på nogle af Europas mest spektakulære vandrestier. Man kan støde til Gr-7 fra følgende byer: Lanjarón - Cáñar - Soportújar - Pampaneira - Bubión - Capilerilla - Pitres - Atalbéitar - La Tahaja - Pórtugos - Busquístar - Trevélez - Juviles - Timas - Narila - Cádiar - Alcútar - Bérchules - Mecin Bombarón - Yegen - Válor - Nechite. Disse byer udgør også det centrale Alpujarras, sammen med byen Orgiva, hvorfra størstedelen af områdets afgrøder afskibes. I Yegen skrev forfatteren Paul Brennan sin fantastiske beretning om livet og menneskene i dette storslåede landskab i 1920’erne. Meget er uforandret fra denne tid.
Bogen er anbefalelsesværdig, og kan købes på engelsk under titlen South from Granada. Trevelez har speciel interesse på grund af sin store produktion af Jamon Serrano. Disse er verdensberømte, og de bedste kan i kvalitet sammenlignes med de berømte Pellotaskinker fra Huelva. Desuden er byen, der troner i 1500 meters højde, en af Europas højest beliggende byer.
